Jeg er blevet bedt om at skrive en sommerkommentar for aktiemarkedet og jeg har tænkt at tage udgangspunkt i mine egne overvejelser omkring min portefølje. Jeg har to dilemmaer: Det første er, at har jeg ret i at renten skal ned, ligger jeg med alt for mange obligationer. Det andet er, at jeg tror der er mange der er forsigtige og lurepasser lidt, derfor går aktiemarkedet en god tid imøde, men hvornår skal jeg slå til?
Lidt baggrund. Ved årsskiftet 2022/2023 så verden noget værre ud, end den gør i dag. I Danmark talte vi om recession, ændret consumeradfærd, meget højere renter, forventet arbejdsløshed og store fald i huspriser. Min holdning på det tidspunkt var, at 2023 blev et godt aktieår – og med ca 9% i afkast i danske aktiefonde i første halvår – vil jeg tillade mig at sige, at det er gået langt langt bedre end frygtet.
Mine personlige portefølje er helt ændret i forhold til for to år siden. Den har aldrig set sådan ud før. 56% aktier og 44% obligationer i mine frie midler. 100% aktier på pensionen. Jeg er jo aktiemand helt ind til benet, så her er mine overvejelser. Jeg har købt 5% (ville have købt 6%) obligationer fordi, jeg tror, de lange renter kommer ned, og derfor er jeg overbevist om, at jeg kommer til at få en kursgevinst oven i de 5% i løbende afkast. Det tror jeg stadig på, og her er dilemmaet så – som jeg tror jeg deler med mange private investorer.
Hvis jeg har ret – at inflationen er aftagende, og rente toppen er nået for nu – så vil aktier få et stærkt andet halvår, og det bliver de rente følsomme aktier, der kommer til at gå bedst. Danske aktiefonde havde i snit ca. 8.8% afkast i første halvår (finansdanmark.dk), og de brancher, der kommer til at gøre det godt, bliver de mest rentefølsomme, og jeg forventer, at særligt small cap får en renassaince simpelthen af den grund, at de er mest følsomme og er blevet sendt hårdt ned af rentestigningerne.
Men det betyder, at jeg bør skifte mine obligationer ud med aktier allerede nu for at få afkastet op. Det tør jeg måske ikke helt fordi, jeg synes, verden er blevet mere uforudsigelig. Mine forventninger til boligmarkedet, rentemarkedet, energimarkedet, aktiemarkedet overraskes hele tiden, og jeg synes man som investor bør gå med livrem og seler og ikke bilde sig selv ind, at man kan slå markedet.
Jeg kan jo ikke gamble med mine investeringer, og derfor kommer jeg nok til at vælge en gradvist tilgang – med en nedbringelse af obligationsandelen over kort tid. Min ledestjerne bliver når mine 5% obligationer når over kurs 100. Lige nu er vi i kurs 98.6.(gns)
Mit andet dilemma er, at jeg tror, mange tænker som jeg. Ligger lidt forsigtigt, tør ikke tage chancer, ligger lidt kontant og afventer. Det betyder jo, at der er rigtig mange, der venter på igen at give den gas og øge aktieandelen. Derfor er jeg meget positiv på aktier over de kommende to år.
Disclaimer: Tue Østergaard er CEO i HCA, Formand i GreenMobility og ejer aktier i GreenMobility, Formand for Solitwork. HCA er en aktieplatform og modtager betaling fra selskaber.