fbpx

Udnævner ny kommende CEO og ansætter nyt direktionsmedlem

Facebook
Twitter
LinkedIn
Rasmus Køjborg

Rasmus Køjborg

HCA Capital Analyst

BankNordik meddeler her til formiddag at selskabet har ansat en ny administrerende direktør (CEO), ligesom der ansættes og udnævnes et nyt direktionsmedlem.

Den kommende CEO Turið Finnbogadóttir Arge skal efter planen afløse den afgående CEO Árni Ellefsen der meddelte sin afgang i starten af april, og som efter planen forbliver i stillingen til efter aflæggelse af årsrapporten for 2022, hvilket formentlig sker i februar 2023.

Turið F. Arge har mange års erfaring fra banken, hvor hun har været ansat siden 2007 i forskellige ledende stillinger og senest som forretningsdirektør og medlem af direktionen. Turið har en uddannelsesmæssig baggrund som cand.merc.aud og Executive MBA.

Samtidig ansættes Heini Thomsen som ny direktør og medlem af direktion. Han kommer med en baggrund som statsautoriseret revisor og partner i et revisionsfirma samt erfaring med revision af børsnoterede selskaber og finansielle virksomheder.

Aktuelt pågår der nu en proces med at få de ønskede fit and proper godkendelser fra Finanstilsynet.

Efter planen udgøres direktion i BankNordik fra 1. juli 2022 således af administrerende direktør Árni Ellefsen samt direktørerne Turið F. Arge og Heini Thomsen.

BankNordik-aktien reagerer relativt moderat på nyheden her i dag med en stigning i skrivende stund på 0,4% til kurs DKK 129,50. Det synes da også at være et velgennemført direktørskifte med en lang overdragelsesperiode, som ikke burde have nævneværdig kurseffekt.

HC Andersen Capital modtager betaling fra BankNordik for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 14.50 d. 27/6-2022