fbpx

Meget stærk Q2 2022 og melding om ekstraordinært udbytte

Facebook
Twitter
LinkedIn
Rasmus Køjborg

Rasmus Køjborg

HCA Capital Analyst

DS NORDEN har her til morgen offentliggjort et stærkt regnskab for 2. kvartal 2022 med nyheden om et ekstraordinært udbytte på DKK 30 pr. aktie. Eftersom NORDEN var ude med sin 4. opjustering i år for knap 14 dage siden er det dog heller ikke overraskende at det stærke momentum fra starten af året er fortsat ind i det seneste kvartal.

Den nye guidance for 2022 fastholdes som forventet på et helårsresultat i intervallet USD 560-640 mio. Det kan sammenlignes med de USD 204,5 mio. som helårsresultatet i 2021 lød på.

NORDEN afsluttede for få dage siden sit aktietilbagekøbsprogram, men har altså besluttet at returnere yderligere kapital til aktionærerne. Denne gang i form af et ekstraordinært udbytte på DKK 30 pr. aktie, der sammenholdt med det aktuelle kursniveau på DKK 356,2 svarer til yield på ca. 8,4%. Samlet svarer det ekstraordinære udbytte til DKK 1,1 mia.

I selve 2. kvartal 2022 realiseres en samlet omsætning på USD 1.420,1 mio., svarende til en vækst på 66% y/y. På EBITDA sker der næsten en 3-dobling til USD 313,9 mio. Det svarer til en margin på 22,1% imod 12,0% i samme kvartal for et år siden. Det slår også igennem på resultatet for perioden der lyder på USD 178,7 mio. imod USD 31,8 mio. i Q2 2021 år og USD 117,1 mio. i det foregående kvartal, dvs. Q1 2022. Konsensusforventningerne lå her, ifølge Refinitiv, på USD 129 mio.

Som det fremgår af regnskabet, er det NORDEN’s eksponering til produkttankmarkedet der driver den stærke udvikling, samtidig med at selskabet også har positioneret sig godt i forhold til de ratefald der har været på tørlast.

Det kan du høre mere om imorgen – fredag d. 19. august kl. 11.30 – når vi har fornøjelsen at invitere til en gennemgang af regnskabet med CFO Martin Badsted. Tilmelding her: https://lnkd.in/eXNCRxim

HC Andersen Capital modtager betaling fra DS NORDEN for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 8.37 d. 18/8-2022