Indgår samarbejdsaftale med ejendomsudvikleren NREP

Facebook
Twitter
LinkedIn
Rasmus Køjborg

Rasmus Køjborg

HCA Capital Analyst

HusCompagniet A/S har her til morgen udsendt to meddelelser. Dels er overtagelsen af fabrikken i Esbjerg til præfabrikerede elementer fra Danhaus faldet endelig på plads, og dels indgår man et større samarbejde med ejendomsudvikleren NREP.

Samarbejdet med NREP indbefatter en stor rammeaftale der løber frem til 2024 omkring opførelse af op til 370 rækkehuse i Tingbjerg i den nordvestlige del af København. Der forelå allerede en aftale imellem Danhaus og NREP omkring projektet, men efter HusCompagniet’s overtagelse af Danhaus’ fabrik i Esbjerg er aftalen blev fornyet med HusCompagniet som den ene part og NREP som den anden part.

Selve projektet i Tingbjerg er på omkring 35.000 m2, og de 370 rækkehuse vil være i 2 plan. Der vil være tale om både ejerlejligheder og lejelejligheder, ligesom de vil blive bæredygtighedscertificeret efter DGNB standarder.

Aftalen med NREP kommer altså samme dag som HusCompagniets overtagelse af Danhaus’ fabrik i Esbjerg er faldet endelig på plads. Prisen er som tidligere aftalt på DKK 90 mio. i Enterprise Value og finansieres via selskabets eksisterende kreditfaciliteter. Samtidig overtages der en eksisterende ordrebog på DKK 200 mio. Da godkendelsen har trukket en smule ud, er det forventningen at en omsætning på DKK 50-80 mio. (fra tidligere DKK 100 mio.) vil indgå i HusCompagniets regnskab for 2022. Det ændrer ikke på selskabets guidance for 2022.

Det er hensigten af fabrikken i Esbjerg skal samarbejde tæt med HusCompagniets fabrik i Vårgårda i Gøteborg-området i Sverige. Noget af det blev der sat fokus på i forbindelse med vores Deep Dive på HusCompagniet’s aktiviteter i Sverige. Det kan du se mere om i videoen her (sliden gennemgås ca. 16 minutter og 20 sekunder inde i optagelsen): https://lnkd.in/eBqhF_BT

HC Andersen Capital modtager betaling fra HusCompagniet A/S for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 10.33 d. 1/7-2022